
Jan Nørgaard er dirigent for Sejs Blæserne og en af de centrale skikkelser i dansk messingblæsermusik. Han har viet et langt arbejdsliv til at give hundredvis af børn og unge glæden ved at spille brass og har sat Sejs på det nordiske blæserkort.
Fra Thisted til Sejs
Født i 1954 i København og opvokset i Thisted og Struer begyndte Jan som 12-årig i Thisted FDFs elevorkester. Det var en start, han aldrig siden har fortrudt. Messingblæsermusikken blev ikke bare en interesse, men en livslang passion, der kom til at forme både karriere og fritid.
Han er uddannet lærer fra Silkeborg Seminarium (1979) og tog siden en kandidatuddannelse i musik ved Danmarks Læreruddannelse.
Sejs Skole og Sejs Blæserne
I 1979 kontaktede Sejs Skoles daværende skoleinspektør, Knud Schødt, Silkeborg Seminarium for at finde en messingblæser. Det var Jan Nørgaard. Han startede samme år som matematik- og musiklærer på Sejs Skole og blev i over 40 år. I 1981 var han med til at stifte Sejs Blæserne som forening.
I dag har Sejs Skole tre orkestre: elevorkestret, Sejs Blæsernes Juniororkester og Sejs Blæserne. Noget mange andre skoler i landet misunder.
Mesterskaber og internationalt virke
Gennem sin aktive spillerkarriere med bl.a. Silkeborg Blæserne nåede Jan Nørgaard toppen af dansk messingblæsermusik: dansk mester, nordisk mester og deltager i to europamesterskaber for brass band, herunder optræden i The Royal Albert Hall i London ved det første officielle EM for brass bands.
SilkeBlæs og Skolernes Nytårskoncerter
Jan Nørgaard grundlagde SilkeBlæs, en af Danmarks største underholdningskonkurrencer for top-brass bands, der hvert år samler orkestre fra hele Norden til kamp om titlen i Jysk Musikteater i Silkeborg. Han er desuden medopfinder af Skolernes Nytårskoncerter, der bringer levende musik ud til landets skolebørn.
Herbert Møller Prisen 2016
I 2016 modtog Jan Nørgaard Herbert Møller Prisen, der uddeles årligt til en person eller et ensemble som har gjort en særlig indsats for dansk brass band musik. Prisen anerkendte hans mangeårige arbejde som dirigent, underviser og bannerfører for messingblæsermusikken i Danmark.
Kulturprisen 2024
I januar 2024 modtog Jan Nørgaard Silkeborg Kommunes Kulturpris ved nytårskoncerten i Jysk Musikteater. Han blev udvalgt i et felt af 22 kandidater. I motiveringen hed det, at Jan Nørgaard er “et fyrtårn inden for brassbandmiljøet”, der i en menneskealder har kæmpet for at folkeliggøre messingblæsermusikken.
Det er fantastisk at blive hædret for noget, jeg har arbejdet med i mange år. Jeg synes, at brassband-musik er fedt, og jeg er glad for, at alle, der kæmper for musikkens udbredelse, har fået sådan et flot skulderklap.
Jan Nørgaard, ved overrækkelsen af Kulturprisen 2024
I dag
Ud over sin rolle som dirigent for Sejs Blæserne spiller Jan Nørgaard i Skanderborg Brass Band, spiller kirkemusik på trompet og er medlem af brass-ensemblet Dynamic Brass.